Det moderne gennembrud lyder vældig nyt – men sandt at sige taler vi om en strømning i litteraturen, som tog sit udgangspunkt med en forelæsning, som Georg Brandes holdt i 1871, og som havde sin storhedstid de næste ti årtier.
Det moderne gennembrud var først og fremmest et opbrud i forhold til romantikken, som herhjemme er repræsenteret ved forfattere som Adam Oehlenschläger, B. S. Ingemann og Christian Winther – men også H. C. Andersen og N. F. S. Grundtvig. Det var forfattere, der hyldede den romantiske verdensopfattelse, fortiden, det smukke og følelsesfulde og den idealiserede verden. I malerkunsten har vi fra denne periode noget af den skønneste danske kunst – de såkaldte guldaldermalere, der gav både idylliske men også klare fortolkninger af fortid og nutid.
Realismens fremkomst
Det moderne gennembrud gjorde op med den romantiske verdensopfattelse og blev så at sige forløber for realismens gennembrud i litteratur og kunst. Nu skulle det idealiserede verdensbillede afløses af skildringer af virkeligheden, og realismen som genre kunne skimtes i horisonten.
Det moderne gennembrud var ikke blot en litterær bevægelse – det handlede også om politik. Folk søgte politisk frihed efter indførelsen af Grundloven i juni 1849, og det moderne gennembrud stod for en liberal politisk linje i modsætning til det godsejerstyre, som herskede i sidste halvdel af 1800-tallet. man kan sige, at det moderne gennembrud var en samlet opfattelse af verden, der dækkede litteratur og kunst, politik, sociale normer og i det hele taget alt det, der binder samfundslivet sammen.
Blandt det moderne gennembruds forfattere finder vil Bjørnstjerne Bjørnson og Henrik Ibsen fra Norge. Vi har altså ikke at gøre med de realistiske forfattere, der kom efter dem, men med forfattere, som stadig skrev ud fra ideale forestillinger, men som ønskede at bryde med den nationale romantik og den dyrkelse af skønånden og den smukke tone, som romantikken stod for.
Det moderne gennembrud introducerede temaer i litteraturen, som vi ikke havde set før i så stor stil – skilsmisser, sociale brydninger og andre temaer, som ikke tidligere blev regnet for egnede til at blive trykt.
Et af de mest varige aftryk af det moderne gennembrud er dagbladet Politiken, der blev grundlagt af Edvard Brandes, Viggo Hørup og Herman Bang i 1884. Dette dagblad udkommer som bekendt stadigvæk og er et af landets mest læste.